AnneR├©pke2.jpg
31/10/2024

Anne Almose Røpke stopper i Mazanti-Andersen

Efter 26 års tro tjeneste og væsentlige bidrag til Mazanti-Andersen fratræder advokat og partner Anne Almose Røpke sin stilling ved udgangen af oktober 2024. Anne har sin tid hos Mazanti været en stærk bærer af Mazantiånden og vores kerneværdier. Hun er vokset op i Mazanti fra fuldmægtig til associeret partner, men har nu besluttet, at det er tid til et nyt professionelt kapitel.

Gennem sin tid hos Mazanti-Andersen har Anne opbygget en stærk profil inden for komplekse retssager, særligt i forbindelse med voldgift og kommercielle tvister, hvor hun bl.a. har hovedforhandlet i over 200 retsdage i Vestre Landsret i løbet af hendes 23 år som advokat. Den første landsretssag førte hun i blot anden uge efter at have opnået advokatbestalling, da hun havde fået sin møderet på en enkelt retssag i slutningen af sin fuldmægtigtid.

Anne har repræsenteret klienter i nogle af de mest udfordrende og omfattende sager i Danmark, og blandt sin karrieres højdepunkter har hun spillet en central rolle i retsopgørene omhandlende ledelsesansvar i kølvandet på finanskrisen, herunder i dansk retshistories længste civile erstatningssag, hvor hun bistod en af de sagsøgte ledelsesmedlemmer fra den daværende ebh bank-koncern, som blev frifundet for et samlet erstatningskrav på 545 mio. kr.

Hendes evne til at navigere komplekse juridiske problemstillinger og opnå resultater for klienter har gjort hende til en højt værdsat del af Mazanti-Andersens procesafdeling, som hun tillige har været leder af, gennem mange år.

Udover sin advokatkarriere har Anne også været aktiv i Procesbevillingsnævnet, hvor hun har været med til at træffe afgørelser i tusindvis af sager om appeltilladelser til landsretterne og Højesteret i civile sager og i straffesager. Hun har desuden bidraget til advokatbranchen gennem sine roller i Advokatsamfundets Fremtidsforum og Innovationsudvalget. 

Om sin beslutning siger Anne, at det har været en svær, men nøje overvejet beslutning. "Det har været en lang rejse hos Mazanti, hvor jeg er vokset fra fuldmægtig til partner. Jeg har nydt arbejdet med mine dygtige kolleger og værdsat samarbejdet med vores klienter. Jeg vil savne alt ved Mazanti, men efter mange overvejelser er jeg kommet frem til, at det nu er tid til at udforske nye veje i mit professionelle liv."

Vi takker Anne for hendes mangeårige bidrag til Mazanti-Andersen og de mange succeser, hun har opnået i sin tid hos os – både i et internt og eksternt perspektiv. Vi ønsker hende alt det bedste i fremtiden og er sikre på, at hun vil fortsætte med at sætte sit præg på den juridiske verden.