Q1080278_+Blå_Low.jpg
09/03/2022

Ny voldgiftskendelse: Stor offshore-virksomhed fik medhold i omfattende sag om misbrug af forretningshemmeligheder 

Mazanti-Andersen har repræsenteret offshore-virksomheden MacArtney A/S i en omfattende sag om overtrædelse af en konkurrenceklausul og misbrug af forretningshemmeligheder. Voldgiftsretten har netop givet MacArtney A/S medhold i samtlige krænkelser og tilkendt virksomheden et betydeligt beløb.

Sagen kort
Virksomheden MacArtney A/S, som har hovedsæde i Esbjerg, er blandt verdens førende inden for avanceret undervandsteknologi. Virksomheden beskæftiger sig med en lang række ydelser indenfor offshore industrien, herunder bl.a. transport- og håndteringssystemer til vindmølleindustrien.

Virksomheden anlagde sag mod to tidligere medarbejdere for at have stjålet forretningshemmeligheder og etableret en konkurrerende virksomhed i det skjulte, mens de arbejdede for virksomheden.

Sagen, som blev anlagt i december 2020, tager udgangspunkt i brud på en konkurrenceklausul, som var påtaget af en tidligere højtstående medarbejder i forbindelse med, at medarbejderen havde solgt sin andel i virksomheden til MacArtney. Efter salget fortsatte medarbejderen i MacArtney i nogle år og overgik herefter til at arbejde som konsulent for MacArtney.

Sammen med en anden betroet medarbejder hos MacArtney påbegyndte konsulenten i det skjulte at drive konkurrerende virksomhed. I den forbindelse kopierede den betroede medarbejder ca. 40.000 filer fra MacArtneys IT-system til brug for den konkurrerende virksomhed. Samtidig kopierede de en lang række dokumenter for blot at erstatte MacArtneys navn med den konkurrerende virksomheds navn.

De to personer kopierede fotos af MacArtneys leverancer, produktionsfaciliteter og referencelister, således at den konkurrerende virksomhed kunne fremstå som en veletableret virksomhed. Samtidig forsynede den betroede medarbejder løbende konsulenten med forretningskritiske data som kundeinformation- og forespørgsler, tekniske standarder, omkostningskalkulationer og fortrolig viden om produktudvikling.

På basis af ovenstående henvendte de sig til MacArtney-kunder for at tilbyde tilsvarende produkter fra deres egen nystartede virksomhed. Det var disse handlinger, som gav MacArtney kendskab til den konkurrerende virksomhed, da kunderne begyndte at undre sig over, at få henvendelser fra to personer, der var kendt som medarbejdere hos MacArtney.

I forbindelse med afsløringen blev samarbejdet med konsulenten opsagt med øjeblikkelig virkning og den betroede medarbejder blev bortvist. MacArtney kunne herefter via den bortviste medarbejders computer indhente beviser for det massive misbrug af forretningshemmeligheder og den konkurrerende virksomhed.

Voldgiftskendelsen
Under sagens forløb gjorde konsulenten gældende, at konkurrenceklausulen var ugyldig, da de ansættelsesretlige gyldighedsbetingelser ikke var opfyldt. Voldgiftsretten fastslog imidlertid, at konkurrenceklausulen var gyldig, da den var påtaget som et led i en serie af aktieoverdragelser. Der var derfor intet grundlag for at begrænse konkurrenceklausulens rækkevidde.

Endvidere gjorde konsulenten gældende, at dennes virksomhed adskilte sig så meget fra MacArtneys virksomhed, at der ikke var tale om konkurrerende virksomhed, blandt andet fordi den nye virksomhed også leverede ydelser, som MacArtney ikke tidligere havde leveret. Dette synspunkt blev afvist af voldgiftsretten, som i stedet lagde vægt på, at der var tale om en konkurrencesituation mellem to virksomheder, der specialdesigner, specialudvikler og leverer ligeartede ydelser til de samme kunder inden for samme branche. Voldgiftskendelsen er derfor i tråd med gældende retspraksis, hvorefter der foretages en udvidende fortolkning, så en konkurrenceklausul har det bredest tænkelige faglige dækningsområde, uanset at det ikke er nærmere specificeret, hvad der skal forstås ved konkurrerende virksomhed.

Efter bevisførelsen om MacArtneys forretningsområder og de udøvede konkurrerende aktiviteter, fik MacArtney medhold i samtlige 15 krænkelser, som sagen omfattede. Alle tre voldgiftsdommere var enige om, at der var tale om massive krænkelser, og på grund af krænkelsernes samlede grovhed blev MacArtney tilkendt et betydeligt beløb i form af konventionalbøder.

Voldgiftsretten lagde blandt andet til grund, at den konkurrerende virksomhed byggede på MacArtneys forretningskoncept, og anså det for en særdeles skærpende omstændighed, at der var sket slavisk kopiering af MacArtneys materiale, herunder i virksomhedspræsentationer, forretningsbeskrivelser og kundereferencer.

Samtidig blev der lagt vægt på, at den betroede medarbejder videresendte kundeforespørgsler til konsulenten med henblik på at udnytte forespørgslerne til den konkurrerende virksomhed.

Sagen var særlig grov, fordi de to havde misbrugt MacArtneys forretningshemmeligheder og udøvet konkurrerende virksomhed, mens de stadig arbejdede for MacArtney og derfor havde nem adgang til MacArtneys forretningshemmeligheder.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål i relation til konkurrerende virksomhed, herunder benyttelsen af konkurrenceklausuler eller om beskyttelse og håndhævelse af rettigheder til forretningshemmeligheder, er du altid velkommen til at kontakte os: