Mia rådgiver klienter i forhold til konkurrenceretlige problemstillinger, som strækker sig fra fusionskontrol til konkurrencebegrænsende aftaler i forbindelse med både større og mindre sagskomplekser. Derudover holder Mia løbende foredrag om konkurrencelovens rammer samt sektorspecifikke konsekvenser. Mia har praktisk erfaring med repræsentation af virksomheder under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser (dawn raids) og har undervist samt rådgivet en række klienter om håndtering heraf.
Mia har igennem de seneste år beskæftiget sig med en række aspekter indenfor statsstøtte – både identifikation og strukturering af støtteordninger samt efterfølgende håndtering af ulovlig tildelt støtte. Mia bistår derudover både private og offentlige aktører med at navigere i krydsfeltet mellem offentlige indkøb og tildeling af offentlige midler på konkurrenceudsatte markeder.
Derudover har Mia praktisk erfaring indenfor markedsføringsret og ophavsret, hvor hun blandt andet rådgiver klienter i sager om vildledende markedsføring samt krænkelse af kommercielle rettigheder. Mia har i denne forbindelse bistået klienter, når sager er blevet overdraget til politiet eller indbragt for domstolene.
Mia har tidligere været ansat hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor hun førte tilsyn med konkurrencelovens regler inden for tele, IT, finans og service. Derudover indgik Mia i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens team, som beskæftigede sig med betalingstjenesteloven.
Igennem en årrække har Mia undervist i EU-ret på Københavns Universitet og tilmed for Juridisk Diskussionsklub. Mia har derudover siddet med en række sager vedrørende den frie bevægelighed inden for EU.