02/04/2020

COVID-19: Virksomhedsledelse i krisetider

Det meste af verden er lukket ned som en konsekvens af den aktuelle pandemi med alvorlige økonomiske konsekvenser for såvel danske som udenlandske virksomheder.

Fra et dansk perspektiv er det vigtigt at have for øje, at selskabslovens regler om selskabers ledelse og om ledelsens (potentielle) ansvar gælder i såvel gode tider som i krisetider, og erfaringerne viser, at de fleste ansvarssager opstår under pressede forhold og i krisetider.

Virksomhedens ledelse har altid en handlepligt og må ikke i krisetider blive handlingslammet af nervøsitet og usikkerhed udløst af eksempelvis forhold som den aktuelle Covid-19 pandemi. En undladelse kan for en ledelse i princippet være lige så ansvarspådragende som en handling.

I en situation som den foreliggende (Covid-19) med betydelig usikkerhed, vil der formentlig blive truffet ledelsesbeslutninger, der retrospektivt måske ikke var de mest hensigtsmæssige og måske endda har negative økonomiske konsekvenser for virksomheden.

Ledelsen har altid – både i gode tider og i krisetider – relativt vide rammer, når ledelsen skal vurdere og beslutte, hvad der er i virksomhedens interesse og bedst for virksomheden. Det er vigtigt, at ledelsen aktivt forholder sig til virksomhedens aktuelle situation og ikke blot lader stå til og håber på det bedste.

Ved vurdering af ledelsens ageren vil der blive lagt vægt på

1) hvorvidt beslutningerne er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og
2) hvorvidt beslutningerne er truffet i virksomhedens interesse.

Måtte virksomheden imidlertid være havnet i en alvorlig (kritisk) økonomisk situation uden umiddelbar udsigt til normaliserede markedsforhold, har ledelsen en pligt til at bringe virksomheden til ophør på det tidspunkt, hvor det står (eller bør stå) ledelsen klart, at det ikke vil være muligt at videreføre virksomheden uden tab for virksomhedens kreditorer. Dette tidspunkt benævnes ofte "håbløshedstidspunktet".

Hvis ledelsen i en sådan situation vælger ikke at bringe virksomheden til ophør, vil ledelsen efter omstændighederne kunne pådrage sig et erstatningsansvar for kreditorernes tab. Det er ikke altid nemt at fastslå, hvornår det bør stå klart for ledelsen, at det ikke længere vil være muligt at videreføre virksomheden uden tab for kreditorerne. Denne vurdering kan variere afhængigt af den enkelte virksomheds konkrete forhold og situation. I en situation med betydelig usikkerhed vil tingene kunne ændre sig fra den ene dag til den anden.

Også her er der imidlertid overladt et betydeligt skøn til virksomhedens ledelse. Ved en vurdering af ledelsens mulige ansvar vil ledelsens tro på og reelle forsøg på at rette virksomhedens situation op kunne påvirke denne ansvars­vurdering positivt, idet en vis (realistisk) begrundet optimisme vil være tilladt – også i krisetider.

Mazanti har et team af erfarne rådgivere, der kan vejlede virksomhedernes ledelser i spændingsfeltet mellem de kommercielle og økonomiske forhold, der trænger sig på på den ene side, og de retlige standarder på den anden side.

Hvis der er spørgsmål til ovenstående kan henvendelse ske til:

Niels Walther-Rasmussen, advokat, partner
Telefon +45 3319 3722
Mobil +45 4010 0151
e-mail: nwr@mazanti.dk

Jens Ahrendt, advokat, partner
Telefon +45 3319 3756
Mobil +45 4036 0536
e-mail: ja@mazanti.dk

Mette-Marie Uggerhøj, advokat
Telefon +45 3319 3703
Mobil +45 5219 8095
e-mail: mmu@mazanti.dk


Dette nyhedsbrev udgør ikke, og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Mazanti-Andersen Korsø Jensen påtager sig intet ansvar for skade eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til anvendelse af nyhedsbreve