Digitale Skabeloner 1000X628 (23)
03/03/2025

SEF A/S realiserer visionært projekt på Sydfyn og forener vedvarende energiproduktion med landsbyudvikling

Mazanti-Andersen har bistået SEF A/S som projektansøger i arbejdet med at realisere et ambitiøst VE-projekt på Sydfyn, der kombinerer sol- og vindenergi med en lokal udviklingsdagsorden. Projektets samlede investering forventes at nå et trecifret millionbeløb.  

Projektet gennemføres i samarbejde med Kroghenlund Gods, Hvidkilde Gods, By&Landskab og European Energy og har til formål at styrke den grønne omstilling, samtidig med at det skaber værdi for lokalområderne Stenstrup, Lunde og Kirkeby.

Bæredygtig energi med lokal forankring
Projektet omfatter et solcelleanlæg samt landvindmøller. Det er projektets ambition på sigt at kunne levere CO2-neutral, lokalt produceret energi til elektrificeringen af den kollektive trafik i Svendborg, herunder bybusser, Ærøfærgerne samt Svendborgbanen.

Ud over at understøtte den grønne omstilling vil projektet have en direkte økonomisk effekt på lokalområdet, hvor det nuværende projektoplæg forventes at kunne tilføre op til 19 mio. kr. i engangsbeløb fra den grønne VE-pulje samt herefter op mod 1 mio. kr. årligt til landsbyudvikling.

Projektet repræsenterer en nytænkende tilgang til vedvarende energi, hvor sol- og vindanlæg nænsomt integreres i landskabet mellem frugthaver, alléer og levende hegn. Det markerer en ny vej for VE-projekter i Danmark, hvor lokal udvikling og bæredygtighed går hånd i hånd.

Mazanti-Andersen bistår SEF A/S i forbindelse med alle juridiske forhold i projektet. Vores rådgivning har indtil videre blandt andet omfattet indgåelse og forhandling af lodsejeraftaler, rådgivning om regulatoriske forhold samt rammerne for mulige samarbejdskonstellationer.